Lørdag den 19. november dannede Greve Idrætscenter rammen om Panda Cup 2022. Panda Cup arrangeres af Greve Karate i samarbejde med Dansk Karate Forbund og er et kumite-stævne, der retter sig mod børn og unge, som endnu ikke har den store stævneerfaring. AKD havde sendt en delegation på seks friske kæmpere, der alle leverede en virkelig flot indsats.

Asker var suveræn og gik hele vejen til guldet og den store pokal i sin pulje U14, +50 kg. Phillip var i en stor og svær pulje (U14, -50 kg), og måtte se sig slået i sin første kamp til en senere finaledeltager efter en flot indsats. Sylvester vandt sin første kamp suverænt 7-0 men tabte desværre knebent sin anden kamp i puljen for U10. I den store pulje for drenge U12 lagde Stinus godt ud med to sejre i streg og viste, at Gyaku-zuki er det sikre angreb hver gang (Mads Kold må være stolt), men tabte sin tredje kamp. I samme pulje viste Kornelius også god stil og leverede en af dagens flotteste teknikker med et kontrolleret jodan Mawashi-Geri til en ippon i første kamp, men tabte desværre sin anden kamp til den senere bronze-vinder. Alexander var også i puljen U12 og kæmpede sig til to flotte sejre i de første kampe, men måtte se sig slået af den senere guldvinder i sin tredje kamp.

Alt i alt en rigtig god dag og en hel del kumite-erfaring rigere for de unge drenge, som lover godt for fremtiden. Panda Cup kan absolut anbefales til de børn, der ikke har været til stævne før. Der kæmpes efter WKF-regler og med beskyttelsesudstyr, så det er i meget trygge rammer. Og så får alle en medalje med hjem - uanset placering 😊